Elever rykker ud af klasselokalet: Undervises på rådhuset

Et nyt skoleår er i fuld gang hos Skoletjenesten Kolding, som tilbyder forløb i for skoleklasser i anderledes rammer. I dag besøger 8.C rådhus og stadsarkiv som led i undervisningen i samfundsfag.

Tekst, billeder og video af Bjarne Vitting Hougaard

Hos Kolding Stadsarkiv summer der i denne uge mere end normalt i stueetagens lokaler. Gæsterne er også en anderledes flok end de, der normalt har deres gang på arkivet. Det er fordi Skoletjenesten, som holder til på Stadsarkivet, har inviteret udskolingselever fra Kolding Kommunes folkeskoler indenfor til undervisning i politik og demokrati.

”Vi har jo adgang til nogle andre ressourcer, end skolerne har. Eleverne kan få hvide stofhandsker på og få lov at bladre i avisbøger fra 1915.”

Sådan fortæller Dennis Hornhave Jacobsen, Undervisnings- og udviklingsansvarlig hos Skoletjenesten Kolding. Han står i dag for undervisningen af 8.C fra Lyshøjskolen, som i forbindelse med et forløb i samfundsfag skal lære om demokrati og politik. Her kommer deres egen lokalpolitik under luppen, for at eleverne kan få et konkret indblik i den politiske arbejdsgang.

Dagens elevhold tager på Stadsarkivet, hvor en helt konkret sag fra byen kommer under luppen, nemlig etableringen af byens storcenter. Her får eleverne lov at se på artikler fra de mange år, hvor politiske overvejelser bølgede frem og tilbage. De slutter af med at fremlægge deres opdagelser for hinanden.

Flere skoler bruger Skoletjenesten end tidligere

Mere end 5.000 elever er årligt en del af forløb hos Skoletjenesten. Der har ifølge Dennis Jacobsen været et stigende antal skoler, som gør brug af tilbuddene. Spørger man Curt Larsen, som underviser i samfundsfag på Lyshøjskolen og i dag ledsager 8.C, er det med god grund. Han fortæller.

”Her får de øjnene op for, at politik ikke bare er noget, der foregår langt væk, og som man hører om i TV. Når de undervises i byrådssalen, får de øjnene op for, at de politiske processer her har betydning for nære ting som deres skole og deres sportsforeninger.”

Anden etape af dagens undervisning begynder for 8.C på rådhuset efter frokost. Her giver Dennis Jacobsen eleverne et oplæg om politik i byrådssalen, før eleverne får lov at sætte sig i de stole, der normalt bruges af byrådets medlemmer.

Der må tysses lidt fra talerstolen under dagens debat. Her ses fra venstre Dennis Jacobsen og Curt Larsen.

Herfra skal de i grupper præsentere forslag som kortere skoledage og gratis mad på skolen for deres kritiske klassekammerater. Argumenter og kritikpunkter præsenteres gennem salens små mikrofoner, og de ivrige og småsludrende elever må vente på, at Dennis Jacobsen som ordstyrer bevæger sig gennem talerækken.

Et styrket samarbejde

Skoletjenesten er et samarbejde mellem Kolding Stadsarkiv, Museum Kolding og Kongernes Samling. De tilbyder kulturhistoriske undervisning på tværs af folkeskolens alderstrin. Alle skoler i Kolding Kommune kan gratis melde sig på de udbudte forløb, og ifølge Curt Larsen er det en stor gevinst for skolen, der ellers ikke ville have samme muligheder.

”Eleverne får også et referencepunkt udenfor skolen, som de kan blive ved med at se tilbage på, også når de lærer noget i skolen, som relaterer til det, vi har arbejdet med i dag. Det har stor værdi,” fortæller han.

Den øgede udbredelse skyldes ifølge Dennis Jacobsen også flere ting. For eksempel er skolerne blevet mere bevidste om gevinsten ved forløbene og om, hvordan de integreres i den øvrige undervisning. Derudover er Skoletjenesten også blevet klogere på, hvordan man bedst retter tilbud til kommunens skoler, hvorfor de blandt andet har styrket samarbejdet med aktører som Pædagogisk Center i Kolding.

Dagens debat afsluttes med en afstemning om de præsenterede forslag.

Som afslutning på dagen, får eleverne besøg af Per Bødker Andersen, tidligere borgmester i Kolding gennem 24 år. Han fortæller om byrådsarbejdet, arbejdet med Kolding Storcenter og om, hvorfor politik kan være en langsom proces.

Efter oplægget får eleverne fri, og på vej ud af rådhuset fortæller Elias Tækker fra 8.C hvad han synes om den anderledes skoledag.

”Jeg synes det har været super fedt ikke at skulle sidde i skolen hele dagen, men at vi har kunne bevæge os rundt forskellige steder.”

Hans klassekammerat Axel Beck supplerer.

”Det er noget helt andet, end vi er vant til. Det har været en god dag.”

One comment on “Elever rykker ud af klasselokalet: Undervises på rådhuset
  1. Interessant information omkring undervisningenn i Kolding Kommune som jeg ikke var bevidst om – umildbart kun af interesse hvis man har børn i folkeskolen.

Skriv et svar til Johnni Larsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *