
Bestyrelsmedlemmer i Hejlsminde Havnebad fremviser stolt den sauna, der natten til mandag ankom til havnen og indfriede forventningerne.
Tekst og billeder af Bjarne Vitting Hougaard
”Det er da fedt at sidde her og blive vugget lidt.”
Winnie Hauge Johnsen er iført regnjakke og et bredt smil, da hun viser den nyankomne sauna frem. Hun er formand for Hejlsminde Havnebad, vinterbadeklubben som længe har arbejdet for at få den flydende sauna til byen.
Et kommunalt tilskud på 725.000, donationer fra lokale personer og virksomheder samt penge fra puljer som den lokale Hans og Ingrid Jensens Fond og Nordeas “her-bor-vi”-pulje har banet vejen for projektet.
”Byens nye varemærke”
Winnie og flere fra bestyrelsen stod klar natten til mandag, da saunaen ankom på en lastbil. Tidligt mandag morgen kom en kran og sænkede saunaen ned i det kolde vand ved havnebredden. Her var flere engagerede bestyrelsesmedlemmer og lokale mødt frem for at overvære søsætningen.

Saunaen ligner ikke de fleste andre saunaer. Den er tegnet af det norske arkitektfirma Zeuthen + Stjern og er bygget af det danske firma Seasight i Hvide Sande.
Den er bygget af modificeret nåletræ fra norske Kebony. Det er ifølge Winnie Hauge både en bæredygtig og langtidsholdbar løsning, der gør, at saunaen kan pryde havnefronten som et varemærke for Hejlsminde og være til gavn for besøgende i mange år.
Et fællesskab for alle
Saunaen vil snart være tilgængelig for sommerhusgæster og besøgende såvel som lokale, og bestyrelsen regner med, at den vil bringe flere medlemmer til Hejlsminde Havnebad.

Fra havnefronten fremhæver både Winnie Johnsen og bestyrelsesmedlem Lars Thiesen det stærke fællesskab i Hejlsminde Havnebad.
”Det er et fællesskab, hvor alle kan være med. Vores ældste medlem er 84, og jeg er stolt af, hvordan vi tager imod hinanden hernede,” fortæller Winnie, mens Lars nikker.
En af de lokale sommerhusejere Sif Petersen er kommet for at se på den nye sauna. Hun er tidligere vinterbader, og også hun er begejstret for foreningens arbejde.
”Jeg synes det er spændende. Jeg er ikke meget for at hoppe i havnen, men med en stige og et lille bassin kan jeg måske overtales,” fortæller hun og fortsætter:
”Jeg synes foreningerne her gør så meget godt for byen. Se nu den her, den ser jo så godt ud.”
Åbning indenfor rækkevidde
Lidt småjusteringer står igen, men snart er saunaen klar til at slå dørene op. Søndag den 15. oktober er der indvielse, og fra mandag den 16. er saunaen åben for brug. Åbningstiderne er 6-9 og 17-20 på hverdage og i weekenderne 7-11 og 15-18, og man kan booke saunaen gennem badeklubbens hjemmeside.

At forløsningen er så nær er ifølge Lars Thiesen særligt på grund af Winnies utrættelige arbejde med projektet.
”Hun har været en stor drivkraft, og hun har gjort en kæmpe indsats for at få det her til at lykkedes,” fortæller han anerkendende. Heller ikke han lægger skjul på, at han glæder sig til at kunne tage saunaen i brug inden længe.