Over 1000 mennesker ser med, når tre koldingensere finder huller i Koldings bybillede og deler det med deres følgere. De står bag facebookgruppen Øjebæ 6000.
Tekst og foto: Zakarias Forsberg de los Reyes

Facebookgruppen for øjebæ i Kolding har siden februar fungeret som talerør for koldingensere, der spotter pænt, men oftere grimt byggeri i midtbyen.
Her kan de se, like og kommentere de billeder, som Bente Heelsberg Lund og andre medlemmer deler af slidte bygninger, grimme facader og graffiti i Kolding. Onsdag rundede gruppen 1000 følgere.
Alene den seneste uge er der kommet over 200 flere følgere til. Bente Heelsberg Lund, Jens Erik Lund og Poul Heelsberg er pensionister. De bor i Kolding og har den sidste måned taget rollen som talsmænd for gruppen mere på sig. På mandag vil de for første gang tale på vegne af deres gruppe, når de skal deltage i Byens Møde på SDU.
”Medlemmerne forventer jo et eller andet. Der er rigtig mange mennesker, der har de samme opfattelser, så vi begynder at tænke mere i de baner,” siger de om det allerførste arrangement, de skal deltage i, efter gruppen blev oprettet.
Græsrodsbevægelse for en smukkere og mere levende by
Facebookgruppen tog form, efter ægteparret Bente og Jens Erik Lund havde gået en tur i byen i februar. På vej over Buen kigger Jens Erik Lund mod en bygning på Pakhustorvet og udbryder: ”Det er fandenedme ikke andet end øjebæ.”
De besluttede sig for at tage fotos af lejlighedsbyggeriet samt andre grimme bygninger i bybilledet og lægge dem op på en åben facebookgruppe. Det kom dog bag på Bente, Jens Erik og Poul, at mange gerne ville se og deltage i samtalen om byens arkitektoniske perler – eller mangel på samme.

For de tre koldingensere handler det om flere ting. Byen skal være pæn, men det er også vigtigt, at butikker ikke lukker, som man har set igennem flere år.
”Vi er kede af de tomme forretninger, og det er et megaproblem for Kolding midtby. Hvis byen står pænere, giver det en synergieffekt, som vil være god for byen.”
Der er ingen af de tre, der ønsker at gå ind i politik, eller at projektet skal udvikle sig til en forening. Med Bente Heelsberg Lunds egne ord og et smil på læben vil de gerne være en ”græsrodsbevægelse og et serviceeftersyn for byen”, der gør ejerne af bygninger opmærksom på graffiti og andet øjebæ.
Nu vil de tre pensionister bruge deres stemme til at sætte fokus på øjebæer og rod i byen. På mandag inviterer Kolding Kommune til borgermøde på universitetet. Her vil de møde op og kan nu sige, at de kommer fra en facebookgruppe med over 1000 følgere, og at der stadig kommer flere til hver dag.




Fotos: Jens Erik Lund og Bent Heelsberg Lund: Overalt i byen kan man finde øjebæer.