Esport-samarbejde skal skabe bro mellem unge: “Vi kan give de børn den chance, som de ellers ikke ville have fået” 

Et nyt samarbejde skal i aften stå sin prøve, når unge fra Kolding Esport mødes med unge fra Go Gaming. Samarbejdet blev indgået i sidste uge. Det har til formål at styrke forståelsen blandt unge og give udsatte unge bedre rammer til at trives. 

Fra højre til venstre: Anders Bremer og Henrik Leth viser stolt klubbens seneste præstation frem.

Tekst og foto af Felix Kjær og Victor Andersen 

“Hele formålet med samarbejdet er, at vi kan hjælpe dem, og de kan hjælpe os.” 

Formand for Esport Kolding, Anders Bremer, sitrer af begejstring, når han fortæller om samarbejdet. Målet er at skabe en fælles forståelse gennem sporten for det at være ung på tværs af sociale klasser. Ved siden af ham sidder Henrik Leth, der er træner og stemmer i.  

De unge skal udvide deres netværk 

Samarbejdet startede med, at KFUM tog kontakt til Kolding Esport. Det førte til et møde sidste torsdag, og som Anders selv siger, så var det “meant to be.”  

For Anders Bremer er det vigtigt, at samarbejdet er cirkulært. Han tror på, at begge foreninger kan drage fordel af det. 

“Vi ser jo rigtig gerne, at de, der kommer fra Go Gaming, bliver i klubben,” siger han.  

Og Anders Bremers håb er berettiget. Go Gaming har kun et begrænset antal computere, og derfor giver det god mening, hvis nogen af deres medlemmer bliver en del af Kolding Esport. Det er ikke kun klubbernes medlemmer, samarbejdet kan komme til gode. 

“Det er simpelthen en udvikling af Kolding Esport og Go Gaming. Vi vil gerne have, at eleverne får nogle bekendtskaber på kryds og tværs,” siger Anders Bremer.  

Det handler om det gode fællesskab  

Ditte Cecilie Sørensen er projektansat på Gademix og varetager stedets esport-tilbud. Gademix og Go Gaming er til sammen en del af KFUM’s Sociale Arbejde og skal sikre bedre livskvalitet og samvær i Kolding Kommune. Ditte håber på, at samarbejdet mellem Go Gaming og Kolding Esport vil medvirke til, at flere unge opsøger fællesskaber uden for lokalområdet.  

Vi har flere unge med udfordringer, der har haft brug for at komme ind i fællesskaber. Go Gaming er et eksempel på sådan et fællesskab, som forhåbentlig vil bygge bro mellem de unge,” siger Ditte Sørensen  

Anders Bremer og Henrik Leth er fortrøstningsfulde omkring fremtiden og glæder sig til at se den udvikling, de unge forhåbentligt vil komme til at gå igennem.  

De to håber på, at de unge knytter varige bånd, og at de igennem sporten udvikler deres sociale evner.   

“Formålet med samarbejdet er, at vi kan give de her børn den chance, som de ellers ikke ville have fået,” siger Henrik Leth. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *