Forløbet ”Helt vildt tæt på” er et nyt koncept, der kombinerer den kreative proces fra billedkunst med naturvidenskab på en sjov og lærerig måde, helt i børnehøjde.
Tekst og billeder af Katrine Eisemann de Almeida

Bæverne blev lavet af modellervoks, fordi det ikke er giftigt og derfor egner det sig til børn.
En helt almindelig tirsdag I et kunstlokale på Lyshøjskolen i Kolding, sker der noget lidt anderledes for 30 børn i SFO’en fra 2. og 3. klasse. De har nemlig fået besøg af kunstner Tina Klemmensen og naturvejleder Rune Kjærgaard Lange, der har taget erhvervspraktikanten Malthe Rowald Thomsen med. De er på besøg på skolen med deres forløb ”Helt vildt tæt på,” som de står for i samarbejde med Kolding Naturskole.
Forløbets leger med at skabe ”En kunstnerisk tilgang til læring” siger Tina Klemmensen.
Naturvidenskab kan være et ret tungt fag med mange informationer, så ved at blande det sammen med noget kreativt bliver det sjovere og nemmere for børnene at forstå det.
Tina Klemmensen har i dagens anledning medbragt modellervoks, da deres forløb går ud på at børnene skal modellere forskellige dyr, og i dagens program skal de modellere en bæver. Tina Klemmensen har sat telefonen op på et stativ, som er koblet til et smartboard så børnene kan følge med i hver eneste nye ændring på den modellervoksklump, der på et tidspunkt skal blive til en bæver. Ikke nok med at børnene skal modellere bæveren, har naturvejleder Rune Kjærgaard Lange simpelthen også taget en udstoppet bæver med, så børnene kan se hvordan bæveren ser ud i virkeligheden. Den tager han frem så børnene kan se den og så forklarer han en masse om, hvad en bæver er.
Konceptet
Rune Kjærgaard Lange tager de udstoppede dyr med til forløbet fra Kolding Naturskole. Selvom han godt ved, at der kommer til at være en masse børn, der skal op og røre ved den, så er han ikke så øm overfor den.
”Alternativet er, at den bare bliver ved med at stå og samle støv,” siger han.
Derfor vil han hellere have, at dyrene kan bruges til at lære børnene en hel masse, i stedet for at de bare står gemt væk.
Konceptet var noget Rune Kjærgaard Lange og Tina Klemmensen fandt på i forbindelse med naturvidenskabsfestivalen sidste år, hvor de live-streamede det samme koncept ud til hele Danmark og oplevede en masse positiv respons på. Herefter begyndte de at videreudvikle på idéen og kom frem til, at det skulle tilbydes til SFO’er.
”SFO’erne elsker, når de kan koble deres kreativitet oven på noget fagligt” siger Rune Kjærgaard Lange.
En anden grund til, at de henvender sig til SFO’erne, er, at de er væsentligt mere fleksible og med kort varsel kan ændre i deres skemaer i forhold til for eksempel skolerne.

Børnene fik udfoldet deres kreative evner og lavet 30 forskellige modellervoksbævere.
Opbakning til forløbet
Forløbet er støttet af statens kunstfond og har fået midler til at kunne komme ud og lave 24 arrangementer, hvilket betyder, at de har mulighed for at komme ud til alle SFO’er i Kolding Kommune, da der er 24 SFO’er i alt. Det havde sin premiere den 12. september og kommer til at forløbe sig frem til februar. Umiddelbart lyder det til, at skolerne er positive omkring projektet. Især børnene synes godt om oplevelsen, for når man spørger dem, om de har haft en sjov dag, lyder et rungende ”ja”.