Kolding Kommunes beskyttede beskæftigelse har længe taget hånd om de borgere, der i kommunen lider af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det har altid været en prioritet at få borgerne på arbejdsmarkedet, men nu har organisationen SOJA – Social Job og Aktivet taget det skridtet videre.

Tekst og billeder af Victor Ørgaard Andersen
Ønsket om at få en højere del af kommunens borgere med nedsatte fysiske eller psykiske handicap ud på arbejdsmarkedet har resulteret i, at organisationen SOJA nu har fastlagt målet om jobudviklingsbaner. Målet skal give borgerne muligheden for at afprøve sig selv i et miljø, de kan se sig selv i, samtidig med at virksomhederne får en fornemmelse af borgernes ressourcer.
Et styrket bindeled
Afdelingsleder, Jens Lauritz Juhl, smiler og læner sig tilbage i stolen.
”Jobudviklingsbanen er lige den ekstra krølle. Det er nemlig der, hvor borgeren siger, at jeg har den her drøm, men jeg ved ikke lige, om jeg kan magte antallet af timer” siger Jens Juhl
Jobudviklingsbanerne bliver et nyt initiativ, der sætter borgerne i kontakt til virksomhederne og giver dem et mere autentisk indblik i det ordinære erhvervsliv. Dette skal ifølge Jens forhåbentlig munde ud i, at flere borgere kommer i arbejde, samtidig med at de kan aflaste et allerede presset arbejdsmarked. Jobudviklingsbanerne er allerede undervejs i flere større virksomheder, og de foreløbige tilbagemeldinger på initiativet er meget positive.
Succeskriteriet er for Jens, hvis borgeren kommer ud i et miljø, som vedkommende føler sig tilpas i, og via sit kompetente arbejde kan gøre en forskel for virksomheden. Næste målsætning bliver at sprede det gode budskab, og det, mener Jens, blandt andet kan lykkedes via en mentor ordning borgerne imellem. Jens er ikke i tvivl om initiativets kvaliteter, der nu betyder, at SOJA på en langt nemmere måde en tidligere vil være i stand til at fungere som bindeled borgerne og virksomhederne imellem.
”Jeg forventer klart, at vi kan få motiveret flere borgere til at prøvet at komme ud og få en ansættelse ude i det private og offentlige. Jeg forventer på samme måde, at virksomhederne får øjnene op for den her store arbejdsressource.” siger Jens Juhl
Drømmen om det pulserende erhvervsliv
Martin Park har siden 2021 haft sin daglige gang på SOJA’s afdeling på Fabriksvej 20. Martin så jobbet på SOJA som et trinbræt til det ordinære arbejdsmarked, og han har nydt at indgå i arbejdsfællesskabet. Det er dog livet uden for SOJA, der trækker i Martin, og han er ikke i tvivl om, hvad et job i en virksomhed ville betyde for ham.
”Det vil betyde alverden. Jeg ville få lidt flere penge på lommen, men det ville også give en tryghed i at vide, at jeg er kommet et godt sted hen at arbejde, og jeg kan blive her de næste mange år.” siger Martin Park
Tiltaget omkring jobudviklingsbanerne har stor betydning for borgerne fra SOJA. Martin lægger vægt på, at muligheden for et job ville medføre en mere almindelig tilværelse, hvor arbejde og kammeratskab går hånd i hånd. Martin står ikke alene med sin drøm om at blive en del af det pulserende erhvervslivet, og igennem de målrettede jobudviklingsbaner kan flere borgere som Martin få opfyldt drømmen om at komme ud på arbejdsmarkedet.
