Uperfekthedsdag sløjfes i Kolding Kommune

Unges mistrivsel er på dagsordenen i Kolding Kommune. Alligevel har Kolding Uddannelsesråd besluttet, at der ikke skal afholdes en uperfekthedsdag. Det skyldes, at unge i Kolding Kommune ikke har behov for én enkelt temadag men et langsigtet arbejde på dette område. 

Tekst og billeder af Rigmor Ginnerup Kelsen

Kolding Gymnasium har en repræsentant med i Kolding Uddannelsesråd. 

Et mødereferat fra d. 20. september 2023 viser, at Kolding Uddannelsesråd har afgjort, at der ikke skal afholdes en uperfekthedsdag. Det er blevet besluttet ud fra en række interviews med elever fra Kolding Gymnasium, unge på videregående uddannelser og unge, der er på Ungecentret. 

”Et gennemgående svar blandt de unge var, at de ikke har behov for en uperfekthedsdag forstået som et eller andet stort brag, der bliver fyret af,” fortæller Ole Christian Graversen, der er Ungechef i Kolding Kommune. 

De adspurgte unge efterspørger, at trivslen skal forbedres gennem et langsigtet arbejde, der skal tage udgangspunkt i det sted, man befinder sig hver dag. 

”Trivsel handler om den måde, vi er sammen på i dagligdagen. Vi fandt et kerneord i de samtaler, vi havde med dem: Trivslen skal arbejdes med der, hvor man er hver dag,” siger Graversen.  

Kolding Gymnasium er blandt de uddannelsesinstitutioner, der fokuserer på elevernes trivsel. 

”Kolding Gymnasium har nogle klare rammer for, hvordan de arbejder med at skabe trygge fællesskaber,” siger Hans Holmer fra Socialistisk Folkeparti, der er byrådsmedlem i Kolding Kommune.  

En fokuseret snak om trivsel fremfor mistrivsel 

Både Ungechef Ole Christian Graversen og Hans Holmer uddyber begge, hvorfor det er vigtigt, at der er et skifte fra at tale om mistrivsel til at tale om trivsel blandt unge generelt. 

”Forskning viser, at man nogle gange får mere af det, man taler om. Derudover er det faktisk de unge, der har efterspurgt mere snak om trivsel fremfor mistrivsel,” siger Graversen.  

Holmer mener også, at der skal være et fokus på dem som faktisk trives. 

”Lad os forestille os, at der er 90 %, der trives, og der er 10 %, der mistrives. Så synes jeg, det er vigtigt, at der også bliver fokuseret på dem, der trives. Så kan de være gode klassekammerater, der kan være med til at løfte dem, der mistrives,” siger Holmer.  

De stærkeste stemmer

Det er de unge, der er i fokus, og derfor er deres stemmer, de stærkeste, når det skal besluttes, hvordan Kolding Kommune bedst kan håndtere mistrivsel. 

”I stedet for, at vi har fået en god ’voksenidé, så prøver vi at lave noget, der skal håndteres på en helt anden måde,” siger Graversen. 

Derfor skal det ikke være en engangsforestilling, men en vedvarende indsats. 

”De unge mennesker har meget entydigt sagt til os, at de har behov for en mere langsigtet indsats, hvor man arbejder i de relationer, man har i hverdagen,” siger Holmer. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *