Kolding IF investerer penge på at få de unge mennesker ud på stadion. Senest har det udmundet sig i et fanmøde.
Tekst og foto af Sander Bonne Gerits og Mads Emil Jensen

Michael Flyvholm fortæller om klubbens initiativer for at møde de unge mennesker
Efter et fravær på to sæsoner sikrede Kolding IF D. 12. juni 2023 oprykning til 1. division. Udover at klubben har oplevet succes på grønsværen, har der været stor støtte til klubben. Kun overgået af Aab har Kolding IF det højeste antal af tilskuere i 1. division. Trods et boom af nye mennesker, som Michael Flyvholm, kommerciel ansvarlig i Kolding IF, beskriver det, ønsker klubben stadig at se flere unge mennesker på stadion. Derfor har klubben fuldtidsansat en event- og kommunikationsansvarlig, Søren Pabst, som har til opgave at afvikle alle hjemmekampe og sørge for, at der bliver skabt stemning og events.
”Vi prøver at udfordre uddannelsesinstitutionerne, når vi har fredagskampe. Vi hyrer en DJ, kører studievenlige priser, og så har vi oprettet en fanzone. Det har eksploderet med unge mennesker”, fortæller Michael Flyvholm.
Selvom klubben ser positivt på udviklingen, har de ikke i sinde at hvile på laurbærrene. Michael Flyvholm ser nemlig værdien i at ride videre på deres momentum og dermed investere i organisationen og det fællesskab, der skaber klubben.
Fanmøde med pizza og kolde drikke
I anledning af det øgede fokus på unge mennesker, og et håb om at få endnu flere nye ansigter til, holder klubben tirsdag D. 3. oktober klokken 19.30 fanmøde for unge mellem 16 og 30 år. Ifølge Michael Flyvholm er det hensigten at møde fans i øjenhøjde og blive klogere på, hvad klubben kan gøre for at skabe en bedre stemning.