Priserne på togbilletter vil stige ved udgangen af året. Stigningen vil særligt få betydning for de studerende, der pendler til skole hver dag.
Tekst og billeder af Katrine Eisemann de Almeida

Omkring 250.000 danskere pendler dagligt mere end 100 km.
Ifølge Fagbladet 3F vil togpriserne stige med op til 13 procent, da trafikselskaberne har fastsat taksterne for næste års togrejser, denne prisstigning vil have stor betydning for flere grupper i samfundet, men særligt de unge, der pendler til deres uddannelse, vil blive påvirket af den.
En grå betonbygning med en lidt farverig facade ovenover indgangen hober sig op centralt i Kolding midtby. Når man går ind i bygningen, bliver man mødt af farven orange, der er over alt. Bygningen summer af studerende, det er nemlig Syddansk Universitets afdeling i Kolding. Seks ud af ti af de studerende der studerer her, pendler hver dag for at komme i skole.
Én af de studerende, der pendler, er Joakim Madsen. Han læser kandidaten i IT med fokus på webkommunikation og webdatascience på Syddansk Universitet i Kolding. Joakim Madsen er bosiddende i Odense, og selvom han kommer fra en stor studieby, var det ikke muligt at få den ønskede linje på Syddansk Universitet i Odense. Derfor tager han nu offentlig transport til og fra universitetet i Kolding, der tager cirka en time hver vej.

Joakim Madsen er en af 2000 studerende, der læser på Syddansk Universitet i Kolding.
Ikke en hindring
Selvom togbilletterne bliver dyrere, og togturen er lang, så overvejer Joakim Madsen stadig ikke at flytte fra Odense.
”Jeg har set prisstigningen. Den er ikke høj nok endnu til, at jeg føler, at jeg bliver som sagt påvirket endnu,” siger han.
Han kan altså stadig godt få det til at løbe rundt at bo i Odense og studere i Kolding på trods af stigningen. Desuden er der også andre ting, der gør at han bliver boende i Odense.
”Jeg har lidt mere i Odense sammenlignet med Kolding, hvor jeg kun har mit studie, så har jeg alt det andet i Odense.”
Joakim Madsen har indtil videre ikke haft noget problem med at studere langt væk fra, der hvor han bor, og han regner heller ikke med, at de stigende togpriser kommer til at påvirke den beslutning i fremtiden.
Derudover har Joakim Madsen også arbejde i Odense, hvilket betyder, at han også har en anden indtægt end sin SU. Det er ikke noget som alle andre studerende, der pendler har. Derfor kan det være nemmere for ham at blive boende i Odense og pendle hver dag i forhold til, hvis hans SU var hans eneste indtægtskilde.